15 – Jul i Hareskov

Print PDF

Jul i det gamle Hareskov

(Skolebladet ”Gibbernakken”. Julenummeret 1977)

Emma Larsen flyttede til Hareskov i 1938 med sin mand og tre piger på 6, 7 og en lille nyfødt. Her fortæller Emma Larsen om dengang Hareskov var en lille landsby.

Vi flyttede ud i en stor granplantage. Der var kun tre huse på vejen foruden vores eget, (note 1)» og landeveje med dejlige grøftekanter gik gennem Hareskov. Der var kun én rutebil om dagen, den gik til Husum og kostede 65 øre tur/retur. De nødvendige dagligting kunne vi købe hos en af de to slagtere eller hos købmanden eller Tatol. Da vi kom hertil boede der mange tyske flygtninge i sommerhusene. De var flygtet fra Hitlers regime og måtte flygte igen, da tyskerne besatte Danmark. De gemte sig i Hareskoven – det var en ond tid.

Vore børn legede godt i granplantagen med andre børn fra nabolaget. Midt i plantagen var der en grusgrav, som var særlig god i snevejr. Børnene kælkede, så det var en lyst, og en dag kom en lille dreng, som nu er min svigersøn, ind og spurgte en af mine piger: ”Kommer din mor ikke ud at lege?” Det sagde jeg ikke nej til. Jeg tog varmt tøj på og kælkede hele dagen ned ad de stejle skrænter i grusgraven. Dengang var der meget sne i juleferien, og børnene kælkede hver eneste dag.

Skolen lå samme sted som nu. (note 2)» Det var en lille landsbyskole med i alt tre klasser, hvor børnene kunne gå, indtil de var 14 år. Derefter kunne de komme på Lyngby Gymnasium, hvis de havde gode karakterer, og forældrene havde penge til det. Derudover var det også nødvendigt, at eleverne havde et befordringsmiddel. Vore børn havde fine karakterer men ingen cykler, så de måtte gå ud af skolen, og det rådede vi senere bod på ved at lade dem gå på handelsskole. Jeg selv arbejdede på konservesfabrikken Beauvais under krigen, og da det var helt umuligt at opdrive cykeldæk dengang, måtte jeg hver morgen cykle helt til Lyngbyvej med korkpropper på fælgene. Jeg humpede af sted på de ujævne veje.

Julen på Hareskov Skole blev dengang fejret ved, at eleverne, fra advent og op til juleferien, sang julesalmer i stedet for almindelige salmer til morgensang. Desuden stod et stort juletræ pyntet i hele julemåneden. Andet husker jeg ikke, der blev arrangeret på skolen, men 4. juledag var der stor juletræsfest på den gamle Hareskovpavillon. (note 3)» Førstelærer Skaalum legede med børnene, der fik godteposer og dansede om juletræ. Vi forældre havde sørget for julestads og godteposer.

For at få julemad under krigen, købte vi julegrisen allerede i april måned, og vi havde den gående i grisehuset i baghaven. Den blev vores allesammens kæledyr. For at skaffe foder til den samlede børnene og jeg aks på en mark, og min mand lejede en hestevogn i Egebjerg og kørte til Karlebo for at få kornet malet. Vores lille hund, Bonso, elskede de ture og fik hver gang lov til at sidde på forsædet på hestevognen, ellers peb den så ynkeligt, at vi fik ondt af den. Når der ikke var flere aks at samle, pillede vi ageren i skoven til grisen. Den knækkede dem, åd kærnerne og vadede rundt i skallerne. Vi blev meget glade for den gris, den stod med forbenene oppe på indhegningen og ”snakkede” med os, når vi var i nærheden. Ja, vi blev faktisk så glade for den, at det var meget svært for os at tænke på, at den en dag skulle slagtes. Men det måtte vi jo gøre for at have mad i julen. Natten før slagteren skulle komme, sad min mand med den i armene og gned den med en halmvisk, og vi havde slet ikke lyst til julesulet. Men vi fik det da overstået, og da der så først var lavet sorte pølser, sylte og sulekarret var fyldt med flæsk, gled den gode mad alligevel ned, og vi talte ikke mere om den gris.

Juletræet købte vi i Bøndernes Hegn for 25 øre, og skovfogeden gav os lov til selv at skove det. Vi fik altid ribbenssteg og ris a la mande juleaften.

Julemorgen havde vi en tradition, der kan føres tilbage til mit barndomshjem: Havde vi været udenfor huset – blot på W.C.’et i haven – sagde vi altid, når vi atter kom ind: ”Glædelig jul – helsen og sundhed og alt, som kært er”. Det betød meget for os.

Inden nytårsaften gned min mand griseblæren fra julegrisen mod en mursten, indtil den var glat og blank. Når det så blev nytårsaften, fulgtes vi alle ad rundt til naboerne og gned griseblæren mod deres vinduer. Det gav en uhyggelig lyd fra sig, men vi blev alligevel inviteret ind på vin og æbleskiver, for det var en nytårstradition. Når nogle kom hos os, blev de trakteret på samme måde. Klokken 12 nytårsaften gik vi alle i kirke. Der var pyntet med levende lys udenfor, det var meget festligt.

Når jeg i dag sidder og taler med mine fire piger om deres barndoms jul i Hareskov, siger de, at ingen børn har oplevet bedre juleaftner, end de har – selv om deres julegave kun bestod af en godtepose til hver.