PDF Aksel Sandemose: By og Land mødes og brydes.
”Hareskovby” – Lille Værløse Overdrev
(Artikel fra ”Social-Demokraten” 1. maj 1927, gengivet efter Harald Graaskov: Aksel Sandemose som redaktør og journalist i Hareskovby i Årsskrift. Historisk Forening for Værløse Kommune, 1981)
Forfatteren Aksel Sandemose boede til leje et par steder på Skandrups Allé i Hareskovby 1923-26 og var en overgang redaktør af Hareskov Grundejerblad.
Der er i Lille Værløse Overdrev opvokset en Flække: Hareskov Villaby. Skønt allerede over Fødselsveerne, saasom Spekulationsudstykning etc., er den en Del amerikansk, har ved sig noget ufærdigt og ledesløst, mangler aldeles den Tradition, som skaber noget homogent. Kun ganske faa har boet der i en længere Aarrække. De Mennesker, som har haft Bopæl i Villabyen 7-8 Aar, er hurtigt talte, og jeg tvivler om, at der findes fem familier, som har boet der i tyve Aar. Egnen er først under Opdagelse, det svirrer i den med Projekter angaaende Kiosker, Veje, Byggeselskaber, Kirke og Sneplov, foruden de evige Brydninger i Spørgsmaalet om Forbindelsen med København. Det er i bedste Forstand en ung By, der er Opdrift i den. Man har set det Særsyn, at en Række Foreninger med forskellige Formaal har etableret ”Borgfred” ved at slutte sig sammen i en Fællesrepræsentation (note 1)» med ret vid Myndighed; en ganske mærkelig Fremtoning, der har Evnen til at distrahere Sogneraadet og andre Organer, som det er dens Pligt at slaas med, eftersom disse Organer bestandig lader sig vildlede af det Faktum, at Beboerne ret ofte ligger hinanden vildt i Haarene, og saa kan det kun forbløffe, naar ”Raadet” triner frem og taler med Fuldmagt paa samtlige Stridendes Vegne. Denne Evne til i afgørende Øjeblikke at staa enige som en Mur er betegnende for de Folk, der bebygger et Sted som Værløse Overdrev: Stejle og haarde Naturer, hvem Storbyen ikke har kunnet optage i sig, og som alle i en eller anden Henseende er en Art Flygtninge: En By af Originaler. I Hareskov Villaby bor den mærkeligste Maler, (note 2)» som Danmark har fostret. Er hans Arbejder ikke Kunst, saa har hans Frembringelser i hvert fald Evnen til at hidse En op til Beundring eller Forbitrelse, han er i Maleriet en Gravlund med Johannes V. Jensens visionære Stil, men dog formoder jeg næsten, at en Rudolph Tegners Skæbne af baade ydre og indre Aarsager vil blive hans.
Kort fra ham bor en Nybygger af reneste Vand, en Mand, der er kommen med sin Familie og et par bare Næver, men siden har kultiveret Jord og selv bygget Hus derpaa, en stejl og blodrig Fanatiker af Morten Luthers Støbning, en Mand, der tager sig de sværeste Opgaver paa og løser dem i et langt og luende Raserianfald.
Der er endvidere Direktøren, (note 3)» der i Byen er nøgtern Forretningsmand, men i Hareskov faar Afløb for sine mange Indfald af mindre forretningsmæssig Natur. Det var ham, der en skønne Dag berigede Villabyen med et Æsel, der Dagen lang stod paa en Bakketop og jamrede sig hjerteskærende, indtil det byttedes bort med en Grammofon, der ikke duede, og en Hund, der voldsomt omkom formedelst sin Hang til Hønsemord. Dette inspirerede Manden til at lægge et stort Arbejde for Indførelsen af Hundeskat. I Tiden ekscellerer han i en Bladudgivers fornøjelige Fag og driller Slangerupbanen med at købe Kort til 2den Klasse, saa den maa indrangere en Vogn, der ellers kunne spares.
Det ville være Forfalskning pr. Fortielse, hvis jeg ikke i denne Forbindelse nævner hin Grossererfrue, hvis Mand er Brandfoged. (note 4)» Sidste Sommer ringede Telefonen en Dag, at det brændte der og der. Fruen var ene hjemme, men da hun udmærkede sig ved Beslutsomhed, satte hun Sprøjten paa en Trillebør og foer af sted – til ublandet Moro for Byen. Det brændte nemlig ingen steder. Hun har svoret paa, at Villabyen for Fremtiden kan brænde ned til Jorden, hvis den har Lyst. Hun skal ikke lægge sig imellem. En bestemt ung Mand paadrog sig hendes Mistanke, alt tydede paa, at Opringningen stammede fra ham. Hun hævnede sig paa ham netop saa grumt, at det var hendes sydlandske Blod værdigt. En Aften fløjtede hun ad ham neden for hans Vinduer, fik ham ned og bød ham indsmigrende med til Bad i Furesøen. Det dumme Mandfolk gik paa Hovedet i Fælden, han cyklede med. Men ved Furesøens Bred sad hendes Familie og kunne ikke begribe, hvor hun blev af.
I ret smaa Kaar boer nu i Hareskovby en Mand, (note 5)» hvis Millionforretning lagdes øde i Petrograd under den anden Revolution. Hans Skæbne som Emigrant er ikke mærkeligere end saa mange mange andre Flygtninges i disse Aar – og dog. Mandens Fader oparbejdede for mange Aar siden en Forretning i Rusland. Han kom med en lille Klat opsparede Skillinger fra Hjørring i Vendsyssel, hans Formue voksede, alt tegnede lyst for ham og de Generationer, der skulle følge ham. Over hele det gamle Rusland var hans Arbejde kendt. Forretningen syntes grundmuret, da Faderen trak sig tilbage og lod Sønnen, der i næsten samtlige europæiske Lande havde faaet sin Uddannelse, træde til. Men saa styrtede det sammen. Jagede som Dyr slap de ud af det forrykte Land, og den gamle Dansker døde faa Dage efter, at han naaede sine Fædres Land igen, hvor nu Sønnen ogsaa var. Sønnen, der ”according to his birth of Danish parents” havde dansk Indfødsret, men ikke forstod et Ord af Sproget og følte sig som Russer. Dansk har han og hans Hustru haft ondt ved at lære, men deres Børn taler atter den danske Tunge.
Jeg har i Flæng draget disse Typer frem, fordi de giver et Indtryk af det holdningsløse over en ny By, den er fuld af Kometer og Stjernetaager, men har ingen Planeter, ingen Fiksstjerner. Og disse Mennesker af forskellig Oprindelse, Livssyn og Fremtoning bor alle paa et ganske lille Landomraade. Derved fremkommer det ”amerikanske”, jeg før nævnte. Nogen Kultur, en Aand, der lader sig bestemme som noget ensartet, findes ikke. Byen er barbarisk, træder sine Barnesko. Den er urolig, uberegnelig, fuld af Enere, den lader sig ikke rive med, politiske Partier har ingen større Chancer i den. Det ligger nær at forsøge en Sammenligning med det gamle Værløse. Ubetinget falder den ikke ud til Fordel for Hareskovby, der med et Bukdahl’sk Udtryk har mange Aar igen, før den gror sammen i Bunden. Værløseboeren lever i en bestemt Forestillingskreds, er i en vis Forstand ”ældre”, han har sine Centrer, Forsamlingshus og Kirke etc., han lever paa gammel Grund, mens man nede i Hareskov har hittet paa at oprette en ny Verden paa 6 Dage og derfor er spruttende fuld af Ideer, der aflokker den ærværdige Sogneraadsformand i Værløse (note 6)» mange Spydigheder, som Hareskoverne straalende naivt sluger som Komplimenter. Man kan ikke tage Verden for højtidelig, man er første Generation og optaget af, hvordan Verden skal laves.
… Udflytterne opererer for Tiden som Hebræerne, der gik over Grænsen til det forjettede Land. De ville erobre, med List eller Vold ville de have Ammons Børn, Bønderne, kastet ud af Sogneraadet, ud af Byen, ud i Mørket, væk med dem. Men Ammons Børn viger kun Fod for Fod – dog: De viger. Men heller ikke i Skabelsen af det nye Land vil man komme til at kende det absolutte: Paa Trods af den Herre Zebaoths Bud, som Hebræerne bærer ubevidst i deres Hjerter, vil de skaane Landets Døtre og avle Børn med dem efter gamle og prøvede Formularer. Det gror i Oplandsbyen; hør, hvor det gror!
Aksel Sandemose med tvillingdøtrene Hedda og Eva, fotograferet i Hareskovby i 1924
af forfatterkollegaen Johannes V. Jensen
