PDF Astrid Warberg: Hareskov
(Artikel fra Hareskov Grundejerblad 15. august 1927)
Astrid Warberg var forfatter, født i 1882. Havde sommerhus i Hareskov. Boede senere på Bakkevej 12 under navnet Warberg-Müller. Skrev bl.a. romanen “Den synske” (Steen Hasselbachs Forlag 1925)
Med Toget 5.40 fra København. (note 1)» Kupéen er stuvende fuld af Mennesker, hvis Ansigter alle bærer Præg af Træthed efter en lang Arbejdsdag i den kvalme By; men det er jo forunderligt at se – jo længere Toget kommer ud i de bølgende Kornmarker, gennem duftende Blomsterhaver og grønne Enge, jo mere forsvinder Trætheden! En Dame ved Siden af mig spørger pludselig: Toget holder da i Hareskov? Jeg beroliger hende med, at jeg selv skal ud dér. Da vi stiger ud af Toget, spørger hun mig: ”Hvor ligger saa Kuranstalten?” (note 2)» ”Den ligger i Bagsværd!”
Oh, Hareskov du som er berømt for din Kuranstalt – som ligger i Bagsværd!
Hermed er straks anslaaet hele den gemytlige og hyggelige Tone, som er saa karakteristisk for alt herude; se blot paa Toget, den lille muntre Indretning, der trods sit gammeldags Præg dog er udrustet med en genial Ejendommelighed – enestaaende i Verden, idet Toget nemlig rummer en Barnevognskupé, hvor om Aftenen trætte Skovmødre kan anbringes med samt deres Spæde, nedpakket i Barnevognen; det er et herligt Syn en Sommeraften at se de smaa Skrigebørn blive trillet til Ro inde i Vognens lune Halvmørke.
Eller se Toget en Morgenstund til allerførste Tog paa en af disse blanke, straalende Augustdage – det kommer til ganske ubestemt Tid fra København om Morgenen og gaar kun til Hareskov, hvor Togpersonalet stiger ud, rangerer under morgenfriske Tilraab en Stund med Godsvognene, hvorefter de nyder en fredelig Siesta til Shagpiben og en hyggelig Passiar med de Rejsende, som efterhaanden indfinder sig; vi kender alle hverandre, i hvert Fald af Udseende, og vi er som en eneste stor og venligsindet Familie – hvor kan man være andet – Toget holder jo oppe paa den høje Bakke lige midt i Skoven, Luften er herlig, frisk og duftende, næsten til at leve af; en Konduktør gaar hen og vasker sine Hænder under en Vandhane paa Lokomotivet, Togføreren oppe paa Maskinen er drilagtig og giver hedt Vand i Stedet for koldt – den anden brænder Fingrene og bander godmodigt – og endelig triller vi afsted, Passiaren kommer straks i Gang, man taler mest om Sommerhuse, Haver og Blomster, vi forenes alle i en stor Fællesinteresse – Kærligheden til Hareskov.
Og hvor kan man vel andet end at elske denne lille fredelige Plet, hvis Idyl kun afbrydes om Søndagen, naar Tusinder af støjende Københavnere finder Vejen herud; men Københavnerne er ufarlige for deres Omgivelser, de samler sig alle i Pavillonen (note 3)» eller i alt Fald ikke længere derfra, end at de hurtigt kan sætte sig i kulinarisk Forbindelse med den fortræffelige Restaurations Præstationer paa dette Område – og Skovene faar Lov til at ligge stille og uberørt, gode at ty til for den, der elsker Fred og Ensomhed.
Idyllisk er Hareskov – ogsaa paa Trods af de miskendte Myg, disse smaa trofaste Dyr, som aldrig forlader Mennesket, saalænge han endnu ejer en rød Blodsdraabe; og hvor er det ikke fornøjeligt at iagttage de smaa graciøse Dyrs Færden og Liv, naar de med deres hyggelige Summen nærmer sig deres Ven Mennesket for langsomt og med usigelig Velbehag at fylde deres spæde Krop med den skønne, røde Saft; men hvis man forstyrrer en Myg i dens Arbejde, da bliver den vred – og med Rette, og saa er det, at den stikker. Vi Hareskovboere kender Myggenes Sædvaner, og os generer de aldrig.
Hareskov er et Paradis – herude kan man virkelig endnu finde lidt af den Idyl, som vi alle bærer Længsel efter i vore Hjerter. Den, der skriver disse Linier, er saa lykkelig at bebo et lille Sommerhus lige i Skovbrynet – midt i en gammel Frugthave. Haven ligger lige ud til Vejen, Formidleren til den store Verden, og Husets Nordvæg støder ind til Skoven og til en anden og endnu større Verden.
Om Aftenen Kl. 10 er de fleste Hareskovboere gaaet i Seng. Saa gaar jeg ud i Haven i den lune, vidunderlige Sommeraften og betragter en Stund Augusthimlens Myriader af pragtfulde Stjerner. Orion funkler i Krigerens Bælte, og Jupiter skrider rød og flammende frem ad sin Bane, Karlsvognen staar paa Hæld over Skoven, og i Aften er Maanen næsten fuld, den har en sløret Ring omkring sig, som bebuder Varme i Morgen. Jeg staar ganske stille og ser paa Stjerneskuddene. St. Laurentii Taarer – om dog vi Mennesker kendte til Bunds den store kosmiske hemmelighedsfulde Sammenhæng mellem os selv og Stjernehimlen – - – Et Pindsvin pusler i Jordbærbedet lige ved siden af mig, og jeg kaldes atter ned til Jorden; den lille Lampe lyser paa Bordet inde i min Stue. Havedøren staar aaben – alt er saa fredeligt, saa stille og saa smukt.
Thopedeaborg, 11. August 1927.
Astrid Warberg
Det var ikke alle i Hareskov, der delte Astrid Warbergs syn på myg. Den 15. maj 1925 skrev forfatteren Aksel Sandemose, (note 4)» der dengang var redaktør af Hareskov Grundejerblad, i sit 14-dages blad:
…det er en Kendsgerning, at de Myg, der opererer i Hareskov Villaby, er noget ganske for sig selv, de er graadige som tre-Ugers Ællinger og drikker Kristenblod med et Begær, der ikke giver eventyrlige Vampyrer og Hekse noget efter. Sommeren igennem gaar vi og ser ud som var vi halet baglæns gennem Helvede, men vi bider Smerten i os og snakker om, hvor dejligt der er herude, jovist! Her er ikke Spor af dejligt, for her er Myg, her er Myg, siger jeg, hvis samlede Blodforbrug er nok til ti Pund sorte Pølser om Dagen fra Maj til August …. Moralen: Ned med Myggene! De tegner til et frugtbart Aar! Ned med dem! 5 Liter Petroleum eller Raaolie i hver Dam hver 14. Dag! Ingen Vand i Urtepotter, Spande, Skaale, Tagrender eller noget Sted, hvor det ikke kan faa Afløb. Krigen kan føres med ringe Midler, hvorfor da holde Fred med disse Skabninger, hvis Stik ikke saa sjældent volder svære Betændelser og Død.
(Gengivet efter Historisk Forening for Værløse Kommunes Årsskrift 1981, s. 29-30)
Sandemose delte heller ikke Astrid Warbergs begejstring for Slangerupbanen. Den 1. juni 1925 skrev han i Hareskov Grundejerblad:
Slangerupbanen kører nu paa sit 20nde Driftsaar, men endnu er Hverdagskøreplanen den samme som i Banens første Aar – snarere daarligere … Banens Ledelse laver en Plan efter sit eget Hoved uden at iagttage de simpleste Hensyn til det Publikum, som det selv har været med til at lokke ud og fæste Bo … At Folk under disse Omstændigheder fortryder, de i det hele taget har slaaet sig ned i disse Egne, er ikke saa underligt. Det har saavist ikke skortet paa Henvendelser til Banens Ledelse om at søge de paaklagede Forhold ændrede, hvad ogsaa man skulle synes maatte ligge i Banens egen vitale Interesse, men alle Henvendelser negligeres Aar efter Aar. Hvad var naturligere end at denne Bane, som gennemskærer nogle af Nordsjællands allerkønneste Egne, hvorhen Københavnerne hellere end gerne søgte hen at bo, hvad Bebyggelsen i Bagsværd og Hareskov bærer Vidne om, netop gjorde sig Flid for at befordre Trafikken frem for at hæmme den. Var ikke denne Bane – gaaende ud fra Hovedstaden – ikke netop den, som burde være den første af alle til at indføre Hyppigdrift med smaa lette Motortog … Om Banens Elektrificering har der været talt og skrevet meget, og meget Vand vil saavist løbe i Stranden, inden det kommer saa vidt – og, naar det endelig sker, hvor stor en Del af Egnen kommer saa til at høste Gode af det?
