PDF Uddrag af:
Svend Fleuron: Hareskovene. Fører i Store og Lille Hareskov samt Jonstrupvang.
(Gyldendalske Boghandel. Nordisk Forlag. 1915)
Svend Fleuron udgav under 1. verdenskrig flere turistfører-bøger om skovene nord for København, bl.a. Hareskovene. De kom i 1919 i en samlet udgave under titlen ”Skovene om København”. (Gyldendal)
Vejen langs Brynet. (note 1)»
Ikke videre farbar hverken for Vogn eller Cykel; helst skal man gaa den til Fods og have Fodtøj paa efter Aarstiden. Begynd ved Sandskredshuset, det lille Skovløberhus p. v. Haand straks ved Indgangen til Skoven, naar De kommer ad Chausseen fra Bagsværd. (note 2)» Paa højre Haand har De da et af de gode gammeldags Stengærder, sat op af en Tid, der ikke forhastede sig og som havde Raad til at lave solidt Arbejde. Paa Toppen har Nøddebusk, Hybentorn, Humle, Røn og Poppel slaaet Rod og gør deres til at holde sammen paa Hegnsvolden. Læg Mærke til, hvor Stenene gaber, hvor Fylden i Fugerne er sparsom, Jorden er gennem Tiderne blevet slæbt bort af Biller, Myrer, Mus, Firben og Snoge. Ved et lille Cementhus bøjer en Vej af t. v.; den gaar til Skt. Anna Kilde.
Men videre ad Brynvejen! Paa v. Haand har man Bagsværd Moser, saa følger en enkelt Gaard og nogle gamle Rønner, der sikkert er lige saa gamle som Stengærdet. Afstanden mellem Banelinien og Skovbrynet, der til at begynde med er saa ringe, at Forstvæsenet har opgivet at dyrke Skov paa Strimlen, hvorfor Lyngen hist og her igen tager fat, øges mere og mere. Banen bøjer op langs Midten af Bakkedraget; men vejen følger stadig Foden. Snart kan De ikke øjne Banelinien længere; den er skjult bag en lang og tæt og meget smuk Ædelgranplantning. Men Stengærdet holder ved, det pranger med Græs og Brombærklynger, med hele Pletter tæt fyldt med den lille Stenbregne ”Engelsød”.
De kommer forbi de sidste Rester af Svenske Vold, (note 3)» … passerer Vejen til Hjortespring (note 4)» og Stationsvejen (det lille Skovløberhus hèr hedder Overdrevshuset); paa venstre Haand har De Hareskov Villaby og Glimt af ”De 1000 Søers Land” … og højt oppe paa Bakken i Skovkrogen knejser Hareskov Pavillon!
Hareskov Pavillon
Hvad Eremitagen er i Dyrehaven, er Hareskov Pavillon (note 5)» i Hareskovene! Jo, man vover Sammenligningen, fordi Pavillonen ligger højt og centralt for alle Udflugter i Hareskovene, og fordi den byder paa en ganske smuk Udsigt.
Pavillonen er bygget paa Bakketoppen og ligesom kilet ind i Skovkrogen. Den er af Træ, men stilfuld opført med en stor Midtersal og store Sidesale med Verandaer og Altaner. Paa Sommerdage udfolder der sig hèr et broget og muntert Folkeliv … hèr faar man Mad og Drikke, Musik og Dans!
Det lave Hus, der ligger bag Pavillonen, er et Skovløberhus; det bærer det litterære Navn – Bakkehuset.
Udsigten. Fra venstre til højre ser man: Store Hareskovs sydlige Bryn – Hareskov Villaby med Brøndshøj Kirke og København i Baggrunden – saa følger langs Bakken en Samling Gaarde med gamle Haver; det er Hjortespring – videre langs Bakkerygningen spredte Gaarde og Huse paa Hjortespring og Ballerup Marker – endelig Egebjergene med Ballerup Mølle ude i Horisonten. Et ægte, dansk Landskab, et bølget og buttet Terræn!
De tusind Søers Land
Det Landskab, der breder sig foran Hareskov Pavillon, er stærkt bakket og fuldt af smilende Smaasøer. En poetisk Nutid har – ikke ueffent – døbt det ”De 1000 Søers Land”; ellers kaldes det almindeligvis ”Overdrevet”. Det er paa de senere Aar blevet stærkt bebygget, Hareskovs Villaby er skudt op. ”Denne blomstrende By, Danmarks Rivièra, bygget i Læ for alle Vinde,” saadan lyder Optakten til en Hymne i et begejstret Lokalblad … med andre Ord: Civilisationen har holdt sit Indtog og givet hver Kvadratmeter Værdi, saa det snart mere er Villaerne end Søerne, som falder i Øjnene. Men endnu lever der Folk paa Egnen, der husker Overdrevet, som det laa i sin Oprindelse uden Gaarde, uden Engstrækninger, uden opdyrkede Marker.
Betegnende for Overdrevet var de Navne, man dengang betjente sig af. En Del af det kaldte man saaledes ”Flintestenslandet”, en anden Del ”Timianslandet” – herude trivedes intet andet uden Sten og Skrup. Menneskelige Boliger fandtes der dog; men det var Jordhytter eller ligefrem Jordhuler, gravet halvt ind i Bakkerne. Man paaviser endnu Stederne, hvor enkelte af disse Jordhytter har staaet; de var beboet af Udflytterfolk, Mennesker, der foretrak Ensomhed og Natur frem for Livet i Landsbyernes sammenpakkede Lerkasser. Siden blev Græsjorden langs Skovbrynet bebygget; hèr boede man jo rart i Læ af Skoven for Storm fra Nord og Vest, men aaben for Solens milde Gaver.
Det var lige indtil vore Dage et mærkeligt stridbart og lidet lovlydigt Folkefærd her levede, halvt Kulsviere, halvt Krybskytter, men i begge Tilfælde Folk, som ikke agtede Kronens Ejendomsret til Skoven stort. Paa dem passede de gamle Ord: ”Naar de enten trænger til Penge, Brænde eller Gavntømmer, saa søger de Skoven. Den Synd regner de blandt dem, som nogen kalder forladelig. De vide, at om de end gribes, saa have de ej andet at bøde for sig med end Ryggen …!”
Udsnit af Svend Fleurons kort i ”Hareskovene”.
Her kan man følge forfatterens vandring fra ”Sandskredshus” til Hareskovpavillonen.
